Det er ikke hver dag, at en dansk politisk aftale samler alle partier i Folketinget med én enkelt undtagelse. Men præcis det skete 24. oktober 2025 med Spilpakke 1, hvor Liberal Alliance blev det eneste parti, der stemte imod. For en aftale, der griber så direkte ind i en erhvervssektor og i skatteprovenuet, er det en sjælden bred politisk opbakning og et interessant signal om, at spilpolitik i 2025 var rykket fra et partipolitisk fyldigt område til noget, der ligner en konsensusposition.
Den bredde er ikke kun symbolsk. Den har direkte konsekvenser for aftalens holdbarhed. Et forlig med så mange parter bag sig er sværere at ændre ved næste regeringsskifte, fordi kommende regeringer skal forhandle nye aftaler med en bred kreds. Aftaleparterne har dermed sikret, at Spilpakke 1’s initiativer – reklameforbud, finansiering via godtgørelsesprocent, 8 mio. kr. til behandlingssteder, styrket tilsyn – er robuste mod politisk vejrskifte.
Aftalen og datoen
Den 24. oktober 2025 blev “Spilpakke 1 – Et mere ansvarligt spilmarked” vedtaget med tilslutning fra alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance. Aftalen blev offentliggjort i en fælles pressemeddelelse fra Skatteministeriet, og den er officielt forhandlet mellem skatteministeren og partiernes skatteordførere. Det var også Skatteministeriet, der offentliggjorde aftaleteksten og de tilhørende bilag om finansieringsmodel, initiativliste og implementeringstidslinje.
Datoen er ikke tilfældig. Forhandlingerne havde strukket sig over sommeren 2025 og havde været intensiveret i september og oktober. Den 24. oktober var dagen, hvor alle partier undtagen Liberal Alliance var nået til enighed, og det blev offentliggjort som en koordineret fælles erklæring. Der var intet forsøg på at presse Liberal Alliance til tilslutning i sidste øjeblik – partiet havde markeret sin modstand tidligt i forhandlingsforløbet, og det blev accepteret som en politisk realitet frem for en hindring.
Aftaleteksten selv er relativt kort, omkring 10-12 sider afhængigt af, hvordan bilag tælles med. Den er skrevet som en politisk rammeaftale, ikke som lovtekst – lovforslagene følger senere og udarbejdes af Skatteministeriet med inddragelse af Spillemyndigheden og branchehøring. Den fremgangsmåde er standard for større forlig på reguleringsområdet og giver rum for tekniske justeringer i lovudformningen uden at undergrave den politiske aftale.
Skatteministerens rolle
Ane Halsboe-Jørgensen tiltrådte som skatteminister i efteråret 2024 og arvede dermed forhandlingerne om spilpakken fra sin forgænger. Hun blev den politiske arkitekt bag den endelige aftale, og hendes udtalelser i forbindelse med offentliggørelsen satte tonen for, hvordan regeringen forstod aftalens sigte. “Spilafhængighed ødelægger liv og relationer mellem mennesker, og det har været i eksplosiv udvikling de seneste år. Derfor er jeg meget glad for, at vi med et bredt flertal i Folketinget nu med spilpakke 1 tager et markant første skridt for at beskytte især børn og unge mod pengespilsproblemer og et alt for aggressivt spilmarked,” sagde hun i pressemeddelelsen.
Formuleringen “et markant første skridt” er betydningsfuld. Den indikerer, at regeringen ser pakken som begyndelsen på en længerevarende indsats, ikke som en afsluttet reform. Det peger på, at der formentlig kommer en Spilpakke 2 på et senere tidspunkt – eventuelt med fokus på områder, der ikke nåede med i den første aftale, som eksempelvis yderligere begrænsninger i online-reklame eller strammere regler for retentions-bonusser.
Skatteministeren valgte desuden en relativt blid forhandlingslinje med branchen. I stedet for at presse operatørerne ind i en mere restriktiv ramme, har ministerens team arbejdet for at finde formuleringer, som branchen kunne acceptere, selv hvis de ikke var begejstrede. Den tilgang var formentlig en del af, hvorfor aftalen kunne indgås med så bred opbakning – operatørerne stillede sig ikke stærkt imod, fordi de tekniske detaljer var forhandlet rimeligt.
Liberal Alliance som modstander
Liberal Alliance var det eneste parti, der stemte imod Spilpakke 1. Partiets argumentation har været konsekvent: man mener, at yderligere regulering af spilbranchen er en unødvendig indgriben i en sektor, der i forvejen er tungt reguleret, og at problemspil bedst adresseres gennem personlig frihed og direkte støtte til behandlingsindsatsen, ikke gennem reklameforbud og afgiftsjusteringer.
Liberal Alliance lagde særlig vægt på, at reklameforbuddet rammer medielandskabet og erhvervslivet, og at finansieringsmodellen – selvom den kun marginalt rammer operatørerne – var principielt forkert, fordi den pålagde erhvervslivet omkostninger til en offentlig indsats, som efter partiets opfattelse burde finansieres over almindelige skatter. Det er en klassisk liberal position om, at offentlige mål skal finansieres af det offentlige, ikke af målrettede afgifter på bestemte brancher.
Partiets isolerede position havde dog begrænset praktisk betydning, fordi de øvrige partiers flertal var tilstrækkeligt til at vedtage aftalen. Men Liberal Alliances modstand er en politisk markør, der betyder noget for senere faser. Hvis en fremtidig regering med LA i magtposition skulle ønske at rulle dele af Spilpakke 1 tilbage, har partiet en principiel begrundelse at falde tilbage på. Det vil dog kræve, at partiet både er i regering og har flertal til at ændre aftalen – to betingelser, der ikke er nemt opfyldt samtidigt.
Erhvervsorganisationerne som kritikere
Selvom det politiske forlig var bredt, var de organiserede erhvervsinteresser i Danmark delte. Dansk Erhverv, repræsenteret af viceadministrerende direktør Jakob Ellemann-Jensen, pegede på medielandskabets finansiering og sportsrettighedernes økonomi som områder, der ville lide skade. Fra mediebranchen selv kom lignende kritik, især fra de kommercielle tv-kanaler, der ville se deres reklameindtægter skrumpe.
GRAKOM, der repræsenterer annoncører og reklamebureauer, var blandt de skarpeste kritikere. Adm. direktør Søren Stemann Beck argumenterede for, at “finansieringen af forbuddet mod spilreklamer lægger yderligere økonomiske byrder på almindelige virksomheder”. Argumentet var, at selv om den direkte afgiftsmæssige konsekvens ramte operatørerne, ville de indirekte effekter – reducerede reklameinvesteringer, stigende priser på sportsrettigheder, svækket medielandskab – ramme bredere.
Kritikken fra erhvervsorganisationerne var velkendt og forudsigelig, og det er formentlig grunden til, at politikerne kunne håndtere den uden at ændre aftalens substans. Kritikken var systemisk, ikke punktuel – den rejste principielle spørgsmål om reklameregulering, ikke om specifikke tekniske formuleringer. Og det er netop den type kritik, der er sværest at håndtere i forhandlinger, fordi der ikke er et konkret ændringsforslag at tage stilling til. Erhvervsorganisationerne vil formentlig fortsat gentage kritikken i 2026 og 2027, men aftalen vil være implementeret, og tilpasningen i branchen vil være i fuld gang.
Socialdemokratiet som regeringens hovedkraft
Socialdemokratiet, som regeringens største parti, var den politiske hovedkraft bag forliget. Skatteordfører Anders Kronborg førte partiets forhandlinger og har efter aftalen udtalt sig om prioriteringen af børn og unge. Det er en politisk linje, der har været konsistent for Socialdemokratiet på spilområdet – fokus på samfundets omkostninger ved problemspil frem for på erhvervsstrukturen i spilbranchen.
Socialdemokratiets pres gennem forhandlingerne var primært på to områder: finansieringsstørrelsen og ambitionsniveauet for reklameforbuddet. Partiet ønskede en større finansieringsramme end det, andre partier var klar til at støtte, og man lagde vægt på, at fløjt-til-fløjt-forbuddet skulle være klart og uden for mange undtagelser. På finansieringsområdet endte partiet med at acceptere 0,5 procentpoint-nedsættelsen af godtgørelsesprocenten som tilstrækkelig – en kompromisposition, der var mindre ambitiøs end partiets oprindelige linje, men stadig politisk holdbar.
Den socialdemokratiske tilgang til spilpolitik er ikke ideologisk anti-spil, men snarere social-politisk. Partiet accepterer spilindustrien som legitim, men ønsker stærke reguleringsrammer, der beskytter de mest sårbare grupper – især unge og personer, der udvikler afhængighed. Den balance har præget partiets position gennem hele forhandlingen og er direkte aflæselig i aftaleteksten, hvor både erhvervshensyn og forbrugerbeskyttelse er tilgodeset.