Spilpakke 1: Danmarks nye regler for spilreklamer og beskyttelse af unge

Aftalen fra 24. oktober 2025: Hvem skrev under, og hvad er essensen

Den politiske bredde er det første, der slår én, når man åbner aftaleteksten. Ud af Folketingets partier står alle — Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Alternativet — bag aftalen. Kun Liberal Alliance har valgt ikke at deltage. Det er en sjældent bred konstellation på et reguleringsområde, der ofte deler vandene.

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen formulerede rationalet bag aftalen klart, da den blev offentliggjort: Spilafhængighed ødelægger liv og relationer mellem mennesker, og det har været i eksplosiv udvikling de seneste år. Derfor er jeg meget glad for, at vi med et bredt flertal i Folketinget nu med spilpakke 1 tager et markant første skridt for at beskytte især børn og unge mod pengespilsproblemer og et alt for aggressivt spilmarked. Formuleringen “første skridt” er værd at bemærke. Der er allerede signaler om, at yderligere pakker kan følge, hvis de første virkemidler ikke giver den ønskede effekt.

Indholdet i aftalen fordeler sig på fire hovedspor. Første spor er reklamebegrænsningerne: restriktioner på, hvor og hvornår spilreklamer må vises, med særligt fokus på sportsudsendelser i fjernsyn og på bestemte tidsrum, hvor børn og unge må forventes at se med. Det er ikke et totalt reklameforbud — lovlige operatører må stadig markedsføre sig — men rammerne strammes på de kanaler og tidspunkter, hvor eksponeringen er størst.

Andet spor er beskyttelsen af børn og unge. Det omfatter skærpede krav til aldersverifikation i visse kontaktflader, forstærket undervisningsindsats på ungdomsuddannelser, og yderligere begrænsninger på hvilke typer produkter, der må markedsføres mod segmentet under 25 år. Den del af aftalen er den, der har fået mindst mediedækning, men som i praksis kan vise sig at være den mest betydningsfulde.

Tredje spor er finansieringen af behandlingsområdet. Aftalen tilfører 8 millioner kroner ekstra til behandlingssteder, der arbejder med spilafhængighed, som et direkte tillæg til eksisterende budgetter. Pengene skal bruges bredt — ambulant behandling, telefonrådgivning, specialiserede programmer for yngre målgrupper — og skal supplere, ikke erstatte, den eksisterende finansiering.

Fjerde spor er selve finansieringsmodellen for de nye initiativer. Pakken finansieres primært gennem en nedsættelse af godtgørelsesprocenten, hvilket tekniske læser kan genkende som en mekanisme, der trækker midler fra den model, som forbinder statslige spilleaktører og udlodningssystemet. Det er netop den del, der har udløst mest debat — mere om det om lidt.

Endelig indeholder aftalen en forpligtelse til løbende evaluering. Skatteministeriet og Spillemyndigheden skal rapportere på indsatsen med faste intervaller, og justeringer kan iværksættes, hvis der ses utilsigtede konsekvenser — for eksempel et fald i kanaliseringsgraden eller en forskydning af spilforbruget mod ikke-regulerede platforme. Det er en ingeniøragtig tilgang, og det er noget nyt på området.

Reklamevolumen i tal: 2.100 om dagen og en 70-procents stigning

Før man vurderer, om Spilpakke 1 er proportionel, er det værd at forstå, hvor stort reklamevolumen rent faktisk var blevet på det danske marked. Tallene forklarer, hvorfor det politiske ønske om at handle voksede sig så bredt, som det gjorde.

Før reguleringen landede, blev danskerne dagligt eksponeret for mere end 2.100 spilreklamer. Det er gennemsnittet på tværs af tv, online, radio, udendørs og digitale medier. Tallet er blevet citeret bredt i mediedækningen, og det har været en af de figurer, politikerne selv har trukket frem i debatterne. Om nogen husker to tusinde reklamer om dagen i egen hverdag, er en anden sag — men den samlede medievolumen var på et historisk højt niveau i 2024 og ind i 2025.

Tendensen er dokumenteret. Antallet af spilreklamer vist på dansk tv steg 70 procent fra 2020 til 2024 ifølge en opgørelse fra Kantar Media for DR. Det er en voldsom stigning i et medieforbrug, der ellers har været relativt stabilt i perioden. Væksten er drevet af to ting: flere licenserede operatører på markedet, som hver især har markedsføringsbudgetter, og en optrapning af konkurrencen efter at Betano, GetLucky, vBet og andre nye brands kom ind i 2024.

Den tidsmæssige koncentration gjorde billedet værre. Reklamerne fordelte sig ikke jævnt over døgnet. De koncentrerede sig omkring sportsudsendelser — fodboldkampe, håndbold, store sportsbegivenheder. Og de koncentrerede sig i aftentimer og weekender, hvor et bredere publikum inklusive børn og unge så med. Kritikken har gået på, at spilreklamer er blevet en de facto tilbagevendende del af tv-sportsoplevelsen, og at normaliseringen rammer de yngste seere hårdest.

Målingen fra Kantar Media er relevant at forstå i sin metode. Det er en tæthedsopgørelse, der tæller hver eksponering af en given reklame pr. seer. En 30-sekunders reklame vist tre gange i halvtid på en fodboldkamp, som 500.000 danskere ser, bidrager med 1,5 millioner eksponeringer alene. Det er sådan, man når frem til så store tal som 2.100 daglige eksponeringer pr. dansker i gennemsnit — det er ikke antal unikke reklamer, men det samlede antal gange reklamebudskaberne passerer forbi en seer.

Den internationale sammenligning underbygger, at volumen i Danmark var i den høje ende. Storbritannien har tilsvarende set markante reklamevoluminer, men har også flere års erfaring med frivillige kodekser og delvise begrænsninger i sportsudsendelser. I Italien gennemførte man et markedsføringsforbud i 2018, som har haft mærkbare effekter på både kanalisering og kundestrømme — både positive og negative. Den danske model trækker på erfaringer fra begge lande uden at kopiere nogen af dem direkte.

Volumenet er den direkte anledning til reguleringen, men det er ikke hele begrundelsen. Anledningen er lige så meget, at andre indikatorer — spilproblemer, ROFUS-registreringer, skadepanelundersøgelser — er begyndt at pege i samme retning. Når reklamevolumen, problemhyppighed og henvendelser til behandlingssystemet alle stiger samtidig, bliver det politisk svært at argumentere for fortsat passivitet.

Sådan finansieres aftalen: Godtgørelsesprocent og det samlede regnestykke

Finansieringsmodellen bag Spilpakke 1 er den del, der kræver mest teknisk tålmodighed at forstå — og det er også den del, der har udløst mest politisk og erhvervsmæssigt modstand. Lad mig tage det i bidder.

Den samlede økonomiske ramme er en optrapning over tre år. Initiativerne koster 13 millioner kroner i 2026, stigende til 44 millioner kroner i 2027 og derefter 40 millioner kroner varigt fra 2028 og frem. Den stigning fra 2026 til 2027 afspejler, at hovedparten af indsatserne først træder fuldt i kraft i løbet af 2027. I 2026 bruges midlerne primært på forberedelse, regulering og lancering af behandlingstilbud.

Hvor kommer pengene fra? Den primære finansieringskilde er en nedsættelse af godtgørelsesprocenten med 0,5 procentpoint. Den tekniske forklaring er, at godtgørelsesprocenten er en del af den mekanisme, hvor visse af statens spilindtægter kanaliseres videre til udlodning — altså til foreninger, idræt, kultur og velgørende formål efter en fast fordelingsnøgle. Ved at sænke procenten med 0,5 procentpoint frigøres midler, som i stedet bruges til at finansiere Spilpakke 1’s initiativer.

Rækkevidden af den mekanisme er betydelig: nedsættelsen forventes at generere mellem 25 og 40 millioner kroner årligt, afhængigt af udviklingen i de underliggende spilindtægter. Det er beløb, der tidligere ville være gået til udlodningsmodtagerne — primært Danmarks Idrætsforbund, DGI, og en række kulturelle og almennyttige organisationer. I praksis betyder det, at en del af finansieringen af Spilpakke 1 kommer fra midler, der ellers ville være gået til sport og foreningsliv.

Det er den detalje, der har skabt politisk diskussion. Dansk idrætsliv modtager hvert år milliardbeløb gennem udlodningssystemet, og enhver reduktion mærkes i klubkasser landet over. Omvendt har forhandlingspartierne argumenteret for, at når spilmarkedet skaber øgede skader, er det rimeligt, at en del af de midler, markedet genererer, bruges på at behandle og forebygge konsekvenserne — i stedet for kun at gå videre til andre formål.

Der er også spørgsmålet om forholdet mellem finansiering og spilafgift. Nogle kommentatorer har foreslået, at en mere oplagt finansiering ville være at hæve spilafgiften fra 28 procent til et højere niveau. Det er fravalgt bevidst, og begrundelsen handler om kanaliseringsgrad. En højere afgift ville presse operatørernes marginer og potentielt forringe de lovlige siders konkurrenceevne over for udenlandske ikke-licenserede udbydere. Med andre ord: man har valgt at finansiere pakken inden for rammen, ikke ved at flytte rammen. Det er en prioritering, der afspejler, at kanaliseringen på 91,5 procent betragtes som for værdifuld at sætte på spil.

For den, der vil forstå, hvordan kanaliseringen spiller sammen med finansieringsvalget, kan jeg anbefale at læse gennemgangen af ROFUS og de demografiske data bag selvudelukkelse, fordi behandlingsfinansieringen i Spilpakke 1 er direkte målrettet den samme risikogruppe, som ROFUS-tallene tegner et billede af.

Midler til behandling: Hvor de 8 millioner kroner lander

Otte millioner kroner er ikke et overvældende tal i den store statsfinansielle sammenhæng. Men for behandlingsområdet for spilafhængighed, som historisk har været underprioriteret, er det et betydeligt tillæg. Her er, hvor pengene lander, og hvorfor det har betydning i praksis.

Behandlingsstederne i Danmark er en samlet betegnelse for en håndfuld specialiserede enheder og rådgivningscentre. Center for Ludomani er den største og mest kendte aktør, med afdelinger i flere byer og et landsdækkende behandlingstilbud. Andre aktører omfatter hospitalsbaserede programmer og mindre regionale rådgivninger. Samlet set behandler disse enheder mellem et og to tusinde personer årligt for spilrelaterede problemer — langt færre end den underliggende efterspørgsel tilsiger.

De 8 millioner kroner ekstra er øremærket til at udvide kapaciteten og sænke ventetiderne. Konkret betyder det flere behandlersoftware-timer, mulighed for at åbne nye rådgivningslinjer og udvidet telefonrådgivning uden for kontortid. Den sidste detalje — rådgivning, der er tilgængelig aften og weekend, hvor spilproblemer typisk eskalerer — er noget, behandlingsstederne har bedt om i årevis, og som ikke har været økonomisk muligt at opretholde fuldt før nu.

En del af midlerne går også til forebyggelse og oplysning. Det omfatter oplæg på ungdomsuddannelser, kampagnemateriale målrettet unge mænd (den gruppe, der oftest ender i ROFUS og i behandling), og samarbejder med idrætsforeninger om oplysning blandt unge spillere. Forebyggelsen er ikke en erstatning for behandling, men tanken er, at tidlig intervention kan reducere tilstrømningen af nye alvorlige sager.

Der er en kritik af niveauet, som jeg gerne deler. Otte millioner er et tillæg, ikke en transformation. Hvis den underliggende efterspørgsel efter behandling rent faktisk matcher de tal, der tegnes i problemspilsanalyserne — op mod flere hundrede tusinde voksne med en grad af spilproblem — så er kapacitetsudvidelsen beskeden i forhold til behovet. Men en grøn linje skal startes et sted, og 8 millioner er reelt set en fordobling af marginalbevillingen til området sammenlignet med før.

Effekten vil være sværest at måle i de første to-tre år. Behandlingsdata er notorisk vanskelige at bruge som indikator, fordi øget kapacitet typisk fører til flere registrerede behandlingsforløb, hvilket kan se ud som en forværring af situationen i statistikkerne, selvom det i virkeligheden blot afspejler, at flere nu får hjælp. Først på længere sigt — fem til ti år — vil man kunne vurdere, om behandlingsindsatsen flytter de strukturelle tal for problemspil.

Ikrafttræden senest 1. januar 2027: Tidslinje og overgangsperiode

Tidslinjen for Spilpakke 1 er længere, end mange medietekster antyder. Aftalen blev indgået 24. oktober 2025, men initiativerne træder først i kraft senest 1. januar 2027 — altså med godt 14 måneders implementeringsperiode.

Den lange frist er ikke tilfældig. Den skal give operatørerne tid til at tilpasse deres markedsføringsstrategier, medierne tid til at omforme deres spilannoncekontrakter, og myndighederne tid til at udvikle de konkrete bekendtgørelser, der omsætter den politiske aftale til juridisk håndhævbar lovgivning. Erfaringen fra både Sverige og andre europæiske lande viser, at utilstrækkelig implementeringstid fører til tekniske smuthuller og retlig usikkerhed i de første måneder.

I praksis kommer implementeringen sandsynligvis til at ske i etaper. Nogle elementer — eksempelvis de behandlingsmidler, der er bevilget — frigives allerede i 2026-budgettet. Andre elementer — de egentlige reklamerestriktioner, som kræver ny bekendtgørelse — kommer først med ikrafttrædelsen i 2027. Den fasede tilgang betyder, at effekterne på spillernes hverdag vil sive ind gradvist, ikke landet på én dag.

For licenserede operatører betyder tidslinjen, at markedsføringsplaner for 2026 kan køres som normalt, mens planer for 2027 og frem skal justeres. Flere af de største brands har allerede begyndt at revidere deres medieaftaler i lyset af de forventede begrænsninger. Det ses blandt andet ved, at store reklameindkøb for 2027 er blevet udskudt eller neddroslet, mens producenterne af sportsudsendelser begynder at lede efter alternative annoncører, der kan erstatte det forventede fald i spilreklameindtægter.

Evalueringen af aftalen er indbygget fra start. Spillemyndigheden og Skatteministeriet skal rapportere på effekterne ved faste intervaller, og justeringer kan vedtages, hvis der ses utilsigtede konsekvenser. Det giver en reel mulighed for at korrigere kursen, hvis kanaliseringen viser tegn på at falde, eller hvis andre negative følgevirkninger viser sig. Men tidsrammen for en sådan justering er i praksis flere år — man slår ikke en politisk aftale af den bredde om fra den ene dag til den anden.

Debatten omkring aftalen: Medierne, erhvervslivet og de politiske linjer

En aftale, der samler alle Folketingets partier på nær ét, kunne forlede til at tro, at der er konsensus i samfundet bredt set. Det er der ikke. De første uger efter 24. oktober 2025 viste, at der er dybe uenigheder uden for partiernes rækker — især fra medieverdenen og erhvervslivet.

Dansk Erhverv reagerede hurtigt og skarpt på aftalens mediekonsekvenser. Vicedirektør Jakob Ellemann-Jensen formulerede bekymringen på brancheorganisationens vegne. Pointen fra Dansk Erhverv er, at spilreklamer udgør en væsentlig indtægtskilde for sportsudsendelser og anden kvalitetsjournalistik, og at restriktionerne risikerer at ramme medierne snarere end spilmarkedet. Hvis tv-kanaler mister spilreklameindtægter, kan det ende med at betyde dyrere abonnementer for seerne eller færre produktionsmidler til dansk sport. Det er et argument, der ikke afvises let, fordi danske tv-kanaler allerede under pres fra streaming og international konkurrence har svært ved at finansiere egne sportsrettigheder.

GRAKOM, brancheorganisationen for grafisk kommunikation, gik hårdere til finansieringsmodellen. Administrerende direktør Søren Stemann Beck har kritiseret, at nedsættelsen af godtgørelsesprocenten reelt lægger økonomisk byrde på virksomheder, der intet har med spil at gøre. Argumentet handler om princippet: hvis spilmarkedet skaber problemer, skal spilmarkedet betale for løsningen — ikke det øvrige erhvervsliv, der kan få afledte konsekvenser af en ændret udlodningsmodel.

Kritikken er blevet mødt med modargumenter fra forhandlingspartierne. Socialdemokratiets skatteordfører Anders Kronborg fremhæver, at aftalen først og fremmest handler om børn og unge, og at finansieringsmodellen er valgt netop for ikke at hæve spilafgiften, hvilket ville have endnu mere alvorlige konsekvenser for kanaliseringen. For regeringen og forhandlingsparterne er afvejningen mellem erhvervsinteresser og forebyggelse af spilskader faldet ud til fordel for forebyggelsen — og det er en politisk prioritering, der står fast.

En anden linje i debatten handler om ligestilling. Skatteordfører Samira Nawa fra Radikale Venstre har påpeget, at spilafhængighed er et ligestillingsproblem — det rammer i langt højere grad drenge og mænd end kvinder. Mere end 50.000 registrerede i ROFUS er mænd, hvilket svarer til 78 procent af alle registrerede. Den ramme bruges til at argumentere for, at pakken ikke kun er en sundheds- eller mediepolitisk sag, men også en socialpolitisk.

Liberal Alliance er det eneste parti uden for aftalen, og deres begrundelse handler om frihedsprincipper og bekymring for, at reguleringen vil skubbe spil mod det grå marked. Det er et argument, der har en indre logik, og som økonometriske erfaringer fra Sverige delvis understøtter. Men det står alene i Folketinget, og de øvrige ti partier har vurderet, at den samlede effekt af pakken er positiv, selv om enkelte aspekter kan have utilsigtede konsekvenser.

Samlet set er debatten ikke afgjort med aftalens underskrivelse. Den fortsætter, og både medier, erhvervsliv og forebyggelseseksperter vil følge implementeringen tæt. Hvis de første evalueringer i 2027-2028 viser, at kanaliseringen falder, eller at medierne taber væsentlige indtægter, er det sandsynligt, at aftalen genåbnes for justeringer. Ingen politisk aftale er evig — heller ikke en så bred som denne.

Baggrund: Hvorfor pakken kom nu, og hvad tallene viser om spilproblemer

Når man spørger, hvorfor Spilpakke 1 kom i efteråret 2025 og ikke tre år tidligere eller tre år senere, er svaret en samling af tal, der hver for sig er alarmerende, men som sammen skabte en politisk nødvendighed, ingen partier kunne ignorere.

Det mest citerede tal er fordoblingen af risikogruppen. Fra 2016 til 2021 er der sket en fordobling i antallet af voksne danskere med enten lav, moderat eller høj risiko for spilproblemer. Det er ikke en mindre glidning — det er en markant forskydning af befolkningens forhold til pengespil. Fordoblingen dækker over både lettere spilmønstre, der kan udvikle sig problematisk, og egentlig spilafhængighed, og den inkluderer alle aldersgrupper. Tallet stammer fra Skatteministeriets eget baggrundsmateriale til aftaleforhandlingerne og er det datapunkt, der oftest er blevet trukket frem i medieomtalen.

Tallet for børn og unge er måske endnu mere konkret. 2.600 børn og unge har alvorlige spilrelaterede problemer ifølge baggrundsmaterialet. Alvorlig betyder i den sammenhæng, at problemet påvirker deres hverdag, deres skolegang eller deres familieforhold på en målbar måde — ikke bare lejlighedsvis spil, men dokumenteret funktionsnedsættelse. 2.600 er et tal, der rammer politisk hårdt, fordi det handler om mindreårige, og fordi det er en specifik kohorte, ikke et estimat.

Dertil kommer bredden af problemet. Næsten 500.000 voksne danskere havde i 2021 en grad af pengespilsproblem — fra let forhøjet risiko til alvorlig spilafhængighed. Det er en halv million mennesker, og det er svært at argumentere for, at spilmarkedets skadepåvirkning ikke er et folkesundhedsspørgsmål, når tallene er så store.

Forskningen bag disse tal er solid. De stammer fra gentagne stikprøvebaserede undersøgelser, som Sundhedsstyrelsen og Spillemyndigheden har bestilt i samarbejde med Danmarks Statistik. Metoden er konsistent over tid, hvilket betyder, at sammenligningen mellem 2016 og 2021 er metodisk robust. Når tallene dobler sig i en sådan undersøgelse, er det ikke en artefakt af målemetoden.

Aldersfordelingen i risikogruppen tegner et tydeligt billede. 19,3 procent af de 18-24-årige danskere har spillet væddemål online inden for det seneste år — en signifikant højere andel end nogen anden aldersgruppe. 15,2 procent af de 15-17-årige, svarende til cirka 32.000 personer, har spillet online inden for det seneste år, selvom de ikke lovligt må. Kombinationen — at så mange unge spiller, og at problemhyppigheden stiger generelt — er netop den politiske begrundelse, som skatteminister Halsboe-Jørgensen trækker på, når hun taler om at beskytte især børn og unge.

Der er også en makroøkonomisk dimension. Spilrelaterede problemer koster samfundet i form af tabt arbejdsevne, sociale ydelser, behandlingsudgifter og i nogle tilfælde kriminalitet. Skatteministeriet estimerer disse omkostninger løbende som led i deres baggrundsanalyser, og selvom præcise beløb er forbundet med usikkerhed, er størrelsesordenen i milliardklassen. Det er tal, der kan sammenlignes direkte med den samlede BSI-afgift, som spilmarkedet genererer — og sammenligningen viser, at spilskader potentielt udligner eller overskrider den fiskale gevinst af markedet.

Med alle disse tal på bordet blev det politisk umuligt at fastholde status quo. Spilpakke 1 er dermed ikke et udslag af moralsk panik eller enkeltsagspolitik — det er en lovgivningsmæssig reaktion på en strømning af data, der hver for sig gav anledning til bekymring, og som samlet set pegede i samme retning.

Konsekvenser for spillere: Hvad der faktisk ændrer sig ved din skærm

Hvad ændrer sig konkret for den spiller, der sætter sig ned og åbner en bookmaker-app på sin telefon? Svaret er mindre dramatisk, end mange frygter, og mindre usynligt, end andre håber. Her er, hvad jeg forventer bliver mærkbart fra 2027 og frem.

Den første ændring bliver reklametætheden i tv-sportsudsendelser. Spilreklamer under fodboldkampe, håndbold og større sportsbegivenheder vil blive reduceret markant — ikke nødvendigvis elimineret, men begrænset i tidsrum og kontaktflader. Hvis man har vænnet sig til at se tre-fire bettingreklamer i halvtiden af en Superliga-kamp, vil det fremstå anderledes i 2027. For en erfaren spiller er det måske lettelse, for en ny spiller er det færre incitamenter til at registrere sig.

Den anden ændring vil være mere begrænset synlighed af velkomstbonusser i massereklamer. Det er ikke, fordi bonusser forsvinder — de er stadig et lovligt markedsføringsredskab for licenserede operatører — men promovering af dem i bredt tilgængelige kanaler bliver strammere reguleret. For den eksisterende spiller, der allerede er registreret hos en bookmaker, ændrer det intet. For den potentielle nye spiller betyder det færre spontane møder med reklamebudskaber om “gratis spil” eller store bonusstørrelser.

Den tredje ændring handler om ungevenlige kanaler. Reklamer rettet mod unge — på platforme med høj ungdomskoncentration, i bestemte tidsrum, i forbindelse med influencer-marketing — bliver yderligere begrænset. Det er den del, der er mindst synlig i klassiske medier, men som sandsynligvis har størst strukturel effekt over tid, fordi eksponeringen af 15-24-årige er det, der driver den langsigtede rekruttering til sportsbetting.

Den fjerde ændring er usynlig, men reel: operatørernes branding-arbejde bliver sværere. Når man ikke længere kan massekommunikere med samme volumen, skal man differentiere sig gennem produkt, odds, kundeservice og specifikke målgruppekanaler. Det presser de lovlige operatører til at bygge bedre produkter, hvilket i princippet kan være godt for spillerkvaliteten — men det risikerer også at favorisere de allerede store brands over nye udfordrere, fordi etableret navnegenkendelse bliver endnu mere værdifuldt, når reklamevolumen falder.

Hvad ændrer sig ikke? Kernefunktionaliteten hos licenserede danske sider. Indsætning, væddemål, udbetaling, MitID-verifikation, ROFUS-tilslutning, spilafgiftens fordelingsmekanisme — alt dette fortsætter uændret. Odds-strukturen, bonusarkitekturen på operatørens eget site, kundeservicen, mobilapperne. Der er ikke tale om en produktreform; der er tale om en medie- og markedsføringsreform.

For den gennemsnitlige spiller, der allerede har en konto hos en eller to licenserede operatører, vil hverdagen dermed ændre sig mindre end mediestøjen antyder. For den nye spiller — den, der ikke endnu har registreret sig nogen steder — vil vejen ind være mindre brolagt med reklamer og tilbud. Det er præcis den forskelsbehandling mellem etableret kunde og ny kunde, som pakken er designet til at skabe.

Ofte stillede spørgsmål om Spilpakke 1

Fire spørgsmål, der dukker op i hver eneste samtale om Spilpakke 1. Kortfattede svar baseret på aftaleteksten og de offentliggjorte baggrundsdokumenter.