StopSpillet er en telefonlinje. Så enkelt og så komplekst. Enkelt, fordi det er én rådgiver i den anden ende, der besvarer opkaldet; komplekst, fordi det på den anden side af hver samtale står mennesker, der bærer på alt fra begyndende tvivl til akutte familiekriser. Siden 2019 har linjen været Spillemyndighedens officielle rådgivningskanal for personer med spilrelaterede problemer og for deres pårørende.
Det vigtigste at vide om StopSpillet er, at det ikke er et ROFUS-alternativ, men et supplement. ROFUS spærrer din adgang til spil; StopSpillet rådgiver dig om, hvordan du håndterer situationen omkring spillet – både i dit eget liv og i dine relationer. De to værktøjer arbejder sammen, og mange rådgivere anbefaler at bruge begge i kombination: ROFUS til den tekniske spærring og StopSpillet til det menneskelige arbejde bagved.
StopSpillet: Danmarks nationale hjælpelinje for spilafhængighed
StopSpillet er en gratis, anonym rådgivningslinje drevet af Spillemyndigheden. Den er tilgængelig mandag til torsdag mellem 9 og 21 og fredag 9-18, hvilket dækker de tidspunkter, hvor behovet for samtale typisk er størst – arbejdsdage med stress og weekender med sportsbegivenheder. Den er ikke en døgnlinje, og for opkald uden for åbningstiden er der henvisninger til andre akuthjælpelinjer.
Rådgiverne på linjen er uddannede fagpersoner med baggrund i psykologi, socialrådgivning eller misbrugsbehandling. De kender spilområdets særlige dynamikker – hvordan problemspil ligner og adskiller sig fra andre afhængigheder, hvilke økonomiske faldgruber der er typiske, og hvordan familier påvirkes. Det er ikke en almen krisehjælpelinje, men en specialiseret ressource, der møder den ringende med domænespecifik forståelse.
Anonymiteten er central. Du behøver ikke at opgive dit navn, CPR eller andre identificerende data, når du ringer. Det lavere friktionsniveau er bevidst – en person i en sårbar situation skal ikke bruge energi på at legitimere sig selv eller frygte, at samtalen registreres et sted. Kun hvis du selv ønsker at blive henvist videre til konkret behandling, bliver der udvekslet personoplysninger, og det sker altid med dit samtykke.
2.933 henvendelser siden 2019
StopSpillet-hjælpelinjen har modtaget 2.933 henvendelser siden åbningen i 2019. Det svarer til en gennemsnitlig frekvens på omkring 500 henvendelser om året, med tydeligt stigende tendens over perioden. De første år efter åbningen var tallene lavere, da linjens eksistens endnu ikke var almindeligt kendt. Fra omkring 2022 begyndte volumen at stige, og 2024 og 2025 har været rekordår med mere end 700 henvendelser hver.
Stigningen kan tolkes på to måder. Optimistisk fortæller den, at flere mennesker kender hjælpelinjen og er parate til at ringe – det vil sige, at stigmaet omkring problemspil er faldet, og at hjælpetilbuddet er blevet synligt i samfundet. Mere nøgternt fortæller stigningen måske også, at problemet selv er vokset: med flere operatører på markedet, mere aggressiv reklame og flere spilprodukter tilgængelige på mobile enheder er antallet af personer med begyndende eller udviklede spilproblemer sandsynligvis også steget.
Set over tid er fordelingen mellem spillere og pårørende stabil: omkring 60 % af opkaldene kommer fra personer med eget spilproblem, og omkring 40 % fra pårørende – oftest partnere eller forældre. Det mønster viser, at spilproblemer ikke kun rammer individet, men bredere relationer, og at hjælpelinjens funktion går ud over at rådgive den enkelte spiller.
Hvem henvender sig
Den gennemsnitlige indringer er en mand mellem 25 og 45 år, der har udviklet et problemspil over 2-5 år. Han har typisk brugt mere penge, end han havde råd til, har en akkumuleret spillegæld og er i et tidligt stadie af erkendelse – han har ringet, fordi han ikke ved, hvordan han skal stoppe, eller fordi en partner har presset ham. Det er statistikkens typiske profil, selvom den individuelle variation er stor.
De pårørende, der ringer, har oftest en mere akut nødsituation. Det kan være en mor, der har opdaget, at sønnen spiller pensionsformuen væk, eller en partner, der har fundet spillekontoer på kreditkortet, som ikke var aftalt. De kommer ind med konkret forvirring: Hvad gør jeg nu? Skal jeg konfrontere ham? Hvordan beskytter jeg familiens økonomi? Rådgivernes opgave med denne gruppe er oftest at bremse panikken og strukturere en samtale, der kan bruges både i forhold til spilleren og i forhold til praktiske skridt som kreditbegrænsninger.
En tredje, mindre, men voksende gruppe er unge mellem 18 og 24 år. De ringer typisk om et spilproblem, der har udviklet sig i løbet af få måneder – ofte efter en stor tabsserie på online-kasino eller live-betting. Den gruppe er blevet mere fremtrædende i takt med, at mobile spilprodukter har gjort spil mere tilgængeligt for yngre brugere. Rådgiverne oplever, at denne gruppe typisk er mere åben for at diskutere problemet som en situation, der kan løses, hvilket er en positiv karakteristik – men den er også mere sårbar over for genoptagelse, hvis situationen ikke følges op med konkret støtte.
Hvad der sker under samtalen
En typisk samtale på StopSpillet varer mellem 20 og 45 minutter. Den begynder med, at rådgiveren skaber rum for, at du kan fortælle, hvad situationen er – uden diagnostik, uden skemaer og uden krav om at bruge bestemte ord. Formålet i de første minutter er ikke at kategorisere dig, men at lade dig sætte ord på, hvad der opleves som problemet.
Derefter bevæger samtalen sig typisk gennem tre faser. Første fase er kortlægning: hvilke spiltyper er der tale om, hvor længe har det stået på, hvilke økonomiske og relationelle konsekvenser er der. Anden fase er værktøjsintroduktion: rådgiveren præsenterer mulighederne – ROFUS i midlertidig eller endelig form, behandlingstilbud via Center for Ludomani, muligheder for økonomisk rådgivning, bankkontakt om kreditbegrænsning. Tredje fase er en konkret plan: hvad kan du gøre i dag, i morgen og den kommende uge.
Ingen samtale er identisk, og ikke alle bevæger sig gennem alle faser. Nogle opkald bliver ved kortlægningen, fordi personen ikke er klar til værktøjsfasen endnu. Rådgiveren tvinger aldrig en plan igennem; hvis personen har brug for blot at tale, er det, hvad samtalen tilbyder. Det er en vigtig egenskab ved linjen – den er behovsdrevet, ikke målsøgende, og det gør den tilgængelig for folk, der ikke er klar til at træffe beslutninger, men som har brug for at sige det højt.
Overgangen til behandling
StopSpillet er ikke et behandlingstilbud i sig selv. Hvis en person har brug for længere forløb – terapi, gruppebehandling, strukturerede samtaler over måneder – henviser rådgiveren videre til Center for Ludomani eller til regionale behandlingscentre. Overgangen er en central del af linjens opgave, og overgangens kvalitet er afgørende for, om personen faktisk modtager behandling.
I praksis betyder det, at rådgiveren ofte hjælper med at finde et konkret behandlingssted i personens område, forklarer hvordan man henvender sig, og i nogle tilfælde foretager den første kontakt sammen med den ringende. Det er en “varm overlevering” – linjen slipper ikke personen, før der er en reel næste aftale i kalenderen. Den form er vigtig, fordi risikoen for frafald mellem et rådgivningsopkald og en konkret behandlingsaftale er høj, hvis personen selv skal koordinere hele overgangen.
Behandlingstilbuddene i Danmark er gratis og betalt over sundhedsvæsenet. Det betyder, at der ikke er en økonomisk barriere for at gå i behandling – men der kan være ventetid, især i travle perioder, og der kan være geografisk ulige adgang. Nogle kritikere, herunder GRAKOM’s Søren Stemann Beck, har påpeget at finansieringen af offentlige initiativer ofte lander “skævt” på erhvervslivet gennem målrettede afgifter. Uafhængigt af den principielle debat går en del af Spilpakke 1’s finansiering netop til at styrke behandlingsstederne – 8 mio. kr. ekstra om året er afsat til området, hvilket vil reducere ventetiderne og styrke kapaciteten i de kommende år.
